Henrik Ibsens skrifter

Du kan vel tænke Dig at det var en overordentlig festglæde, Du beredte mig og mine, først ved ​telegrammet og siden ved ​dine to breve.

Når jeg hidtil ikke har svaret Dig, så er grunden nærmest den, at jeg i det længste håbede, det skulde kunne ske mundtligt. Desværre må jeg nu opgive enhver tanke om at kunne komme til Norge iår. Fra Rom kunde vi ikke rejse før Sigurd var færdig med sin examen, og det skede først den 4. Juli. Dernæst har jeg været optagen af ​ et nyt 5-akters skuespil, som jeg nu holder på at renskrive. Så usigelig gerne jeg vilde have været deroppe ​den 10. August, så kan jeg af tvingende hensyn, som Du nok forstår, ikke lægge dette arbejde tilside, da dette vilde være ensbetydende med ikke at få det trykt eller opført i kommende vinter.

Jeg får altså finde mig i at bli borte fra festen; men hernede skal vi ialfald fejre den så godt vi formår, det må Du være overbevist om.

Gennem aviserne har jeg med spænding fulgt Dig på ​dine tog i de sidste måneder. Beretningerne derom har givet mig en hel del at tænke på; jeg har fåt bekræftelse på så mangt og meget, som jeg har anet angående samfundsstandpunktet hjemme. Og så har jeg stadig måttet ​opkaste for mig selv det spørsmål: er det godt at ​politiken så aldeles tar luven fra de sociale opgaver? Og det sker ganske utvilsomt i Norge for tiden; de sociale spørsmål kommer sletikke frem hos os; og dog er det netop dem, som beskæftiger hele det øvrige Europa i overvejende grad; politiken bryr masserne sig ikke herude så synderligt om. Og for mig personlig står det klart at når der handles om fremskridt, så er det mere magtpåliggende at frigøre menneskene end institutionerne. Og hvorledes står det til med menneskenes frigjorthed hjemme? Det har ​Du havt erfaringer for både i Drammen og i Laurvik.

Men jeg ved jo nok at du umuligt kan se på disse ting med de samme øjne som jeg. Du har en mægtig begavelse for politiken og en ustyrlig trang til at lede den. Jeg har ikke engang anlæg til at være ​statsborger; jeg er fuldstændig talentløs i den retning. Det er følgelig ligeså naturligt for Dig at stille Dig i spidsen, som for mig at stille mig udenfor. Du må overhovedet ikke tro at jeg er blind for det store og betydningsfulde i din agitation. Men for mig er rigtignok det største og betydningsfuldeste deri, at Du sætter din hele, stærke og sande personlighed ind. Det er praktiseret poesi. Dine værker står i første række i literaturhistorien og vil altid stå der. Men skulde jeg bestemme, hvad der engang burde indskrives på din mindestøtte, så vilde jeg vælge de ord: Hans liv var hans bedste digtning. Og det, i sin livsførelse at realisere sig selv, mener jeg, er det højeste et menneske kan nå til. Den opgave har vi allesammen; men de allerfleste forfusker den.

Jeg sidder her og skriver slurvet, usammenhængende og lidet udtømmende; men jeg håber at Du nok vil forstå mig alligevel. Jeg vil nu bare sige Dig min tak for de forløbne 25 år og mine bedste ønsker for den digtervirksomhed, jeg håber på i dine næste 25, hvad enten den nu hovedsagelig får udtryk i hvad Du skriver eller i hvad Du lever.

Din hustru er da nu ​forhåbentlig frisk og påfode igen, så hun i hjemmet kan fejre festen sammen med Dig. Hun har visselig også sin andel i, hvad de 25 år har bragt. Er din søn Bjørn hos eder endnu, må Du hilse ham fra mig og takke ham for ​hans to friske, kække og frejdige teaterartikler i «Dgbl». I ham har vi ​en vordende teaterleder, det er ganske utvilsomt. – Min søn ​Sigurd må bli Italiener da ​vort kirkedepartement nægtede at lade hans tyske studenterexamen komme ham tilgode. I Juni tog han tredje og sidste afdeling af sin juridiske examen (med udmærkelse) ved universitetet i Rom, og den 4. Juli disputerede han for den juridiske doktorgrad, hvilken han ligeledes erholdt med ​samtlige professorers udmærkelsesvota. Afhandlingens tema var: ​«Førstekammerets stilling i den repræsentative statsstyrelse». ​Hjemme havde han nok af fakultetet fåt en ulykke for sine meninger; men i Italien er man liberalere. Han er den yngste juridiske doktor i Rom (22½ år.) –

Lev vel! Hils, hils, – og hurra for den 10. August!